”Når man lyver, er det umådelig vigtigt, at man holder sig så tæt til sandheden som muligt, ellers er det fandeme ikke til at huske, hvad det er, man har sagt, og så skal man til at rekonstruere det hele, og så går det let i fisk” …
Sandheden er en underlig størrelse, og er ikke altid lige nem at håndtere, specielt når man forstår det som et flydende koncept..
Philip er skuespiller, både af profession og i sit personlige liv, og som sådan har han lidt svært ved at tage tilværelsen seriøst. Når han lyver, kan det virke rimeligt, og oveni købet rimelig harmløst, men selvfølgelig går det galt. På et rekreationsophold i Tønder, forelsker han sig i Lotte og bliver glad for hendes datter Gry. Samtidig er han i et længerevarende forhold hjemme i København. Som tingene udspiller sig bliver Philip nød til, måske for første gang, at træffe et valg der kan give hans liv både mening, men også nye kræfter.
Niels Bredager har skrevet en roman om et menneske, fanget i tilværelsens ulidelige lethed, og i ”Spotlights – Historien om en skuespiller”, har vi en komplet umulig hovedperson som træffer alle de forkerte beslutninger, som siger og gør alle de forkerte ting, og derfor er det næsten irriterende at blive ved med at læse videre, fordi man ved det kun kan gå galt. Bredager formår at skabe karakterer som man elsker at hade, men det er først når man har læst den sidste side, at man virkelig forstår deres dybde. Jeg kan anbefale ”Spotlights”, fordi det er eftertanken, der dyrkes, og det giver Bredager sin helt egen stil.